I øjeblikket føler jeg mig som en bro under opbygning. Jeg ved hvorfra, jeg kommer, og jeg ved hvor jeg gerne vil hen. Der mangler bare alt det, der skal til for at kommer over på den anden side. Det er en sårbar fase, og mange ville nok have lyst til at råbe mig ind i hovedet, at jeg bare skal tage mig sammen. Tak for det, men nej tak! Det har jeg ikke brug for.
Som jobsøgende er der mange spørgsmål at forholde sig til:
Hvor og hvordan finder jeg det gode job, der passer til mig og hvor jeg passer til virksomheden? Det synes jeg er svært. Jeg bor i Udkantsdanmark – og her vrimler det ikke med jobopslag. Og slet ikke jobopslag, hvor jeg kan se mig selv yde nogen form for værdi til virksomheden. For det er jo det, man skal: Skabe værdi.
Hvordan skriver man den gode ansøgning og det perfekte CV? Det arbejder jeg stadigvæk på. Jeg tager og griber alt, hvad jeg kan af kurser, webinarer og lignende som kan optimere min proces.
Man skal være glad, kæk og overskudsagtig, når man søger og skrive sin ansøgning – ellers skal man lade være med at skrive. I hvert fald den dag. Fordi det skinner igennem. Din glæde og energi kan læses mellem linjerne.
Jeg forsøger at udstråle kilometervis af lyst, selvtillid, erfaring, gå-på-mod og dygtighed. Det går godt. Men. Alligevel kommer tvivlen på om, det jeg kan bidrage med er godt nok. Mon ikke at det er meget normalt ? Impostor-syndromet. Jeg tror at alle kæmper med det. Frygten for at blive afsløret som værende ikke god nok. På trods af fine papirer, gode karakterer og rig erfaring.
Constanzia 