Jeg var engang lærer på en helt almindelig skole for helt almindelige børn et helt almindeligt sted i Danmark.
Jeg husker ikke om det var en 4. eller en 5. klasse. Jeg husker i det hele taget ikke så meget. Men følelserne glemmer jeg ikke. De sidder stadig i mig.
Vi skulle på hyttetur med to overnatninger, klassen, en yngre mandlig lærer og mig. Vi skulle cykle derhen ad små hyggelige biveje. En meget sund og ædel beskæftigelse, såfremt man kunne forvente at børnene gjorde som forventet. Vi cyklede pænt på række. Til at starte med. Den yngre mandlige lærer forrest og jeg bagest. Ikke alle børn var dog lige godt ekviperet med cykler; nogle cykler var for tunge og nogle cykler var for små. Det samme kunne siges om børnene; nogle var måske lidt for tunge og nogle måske lidt for små. Jeg kan ikke helt sige det. Det forreste felt med den unge mandlige lærer i front kunne rigtig nok cykle og ville gerne fremad. Det gik noget mere trægt med de bagerste i feltet.
Der var blandt andet en dreng, som blev ved med at køre ude midt på vejen. Adskillige gange blev han bedt om at trække ind til siden. ”Hvorfor skulle han det, når de andre også kørte ude midt på vejen?”. – Nej, det gør de altså ikke, var svaret. ”Hvorfor siger I aldrig noget til dem, og hvorfor er det kun mig, der får skældud?” – Hvorefter han steg af cyklen og med et meget vredt udtryk i ansigtet og stor kraft kastede sin cykel ned ad en skråning – ned i nogle buske og træer. Jeg tænker, at han nok havde set Bjarne Riis gøre det samme. Bagtroppen blev naturligvis nødt til at stoppe op, imens jeg med lirken, leflen og måske lidt upædagogisk pres forsøgte at overtale ham til at samle cyklen op og følge med. Det tog en rum tid. Fortroppen blev træt af at køre langsomt og vente, så pludselig var de forsvundet ud i det bakkede danske landskab. Det var før, man havde GPS på sin mobiltelefon.
Vi havde en følgebil, en skolemedhjælper som var med på turen. Hun kendte vejene og mente nok besked om, hvor fortroppen og hovedfeltet var kørt hen. Vi, bagtroppen fulgte hendes anvisninger og kom via en lidt anden rute frem til fortroppen/hovedfeltet, og sammen ankom vi i god stil til bestemmelsesstedet. Alt var godt. Troede vi. Senere modtog jeg et opkald fra viceinspektøren, at han havde fået opringninger fra bekymrede forældre, om at vi ikke havde styr på ungerne – og hvad det nu var for noget? Sladderen gik i den lille almindelige by.
Jeg skulle dele værelse med skolemedhjælperen. Hun var desværre ikke lydløs, når hun sov. Jeg lukkede næsten ikke et øje den nat. At komme sent i seng, fordi ungerne larmer og praktisk talt ikke få sovet, er ikke den bedste cocktail.
Dagen efter var vi igen på cykeltur. Vi besøgte bl.a. en naturlegeplads i en nedlagt grusgrav. Nogle elever fandt pludselig morskab i at kaste sig ud fra toppen af en stor skrænt. En pige landede på maven og slog sig. Det gjorde ondt. Hun mente nok, at hun kunne cykle videre. Men det gjorde meget mere ondt. Skolemedhjælperen samlede hende op i følgebilen, og pigen blev hentet af sin mor. Senere derhjemme viste det sig at pigen tissede blod, og blev indlagt på intensiv afdeling med en flækket milt. Aftenen og den følgende nat indløb der SMS-beskeder fra pigens mor om pigens tilstand på min mobiltelefon. Jeg var naturligvis bange og meget bekymret.
Tilbage igen dagen efter på skolen virkede jeg nok lidt udkørt, fortvivlet og måske på kanten af at være lidt grådlabil, mens jeg kaffedrikkende berettede om turen. Skoleinspektøren som sad ved siden af mig, klappede mig på låret og sagde: ”Pas nu på, at det ikke bliver en jammerhistorie, det her!”
Constanzia 