Stress

Stress er ikke en sygdom – men en tilstand, som er foranderlig.

Stress kan være positiv og stimulerende, såvel som den kan være negativ og nedbrydende. Stress er en naturlig del af et liv levet i balance mellem at “være på” og være afslappet.

Når vi mister balancen, og negativ stress fylder vores liv, giver det problemer.

Stress kan opstå af mange forskellige årsager (Stressorer). Ofte er der tale om et sammenspil af flere faktorer, som påvirker hinanden i negativ retning.

I vores præstationssamfund er stress desværre ofte blevet en “normal” tilstand, som man vænner sig til, fordi det mange steder er normen at alle skal presses til at yde maksimalt. Pres og stress bliver en “normal tilstand”, som man ikke bemærker, før kroppen og sindet siger fra.

På kort sigt er stress ubehagelig for krop og sind. Det er nødvendigt at forholde sig til sin stress og gøre noget ved den, afbalancere den – så det ikke bliver en “normal-tilstand”. Men en tilstand vi er opmærksomme på og gør noget ved.

Langvarig stress kan forårsage alvorlige sygdomme og være invaliderende for dig og din livskvalitet.

Stress på arbejdspladsen.
Jeg er af den opfattelse at stress, som er opstået på arbejdspladsen er et kollektivt problem, som skal afhjælpes på arbejdspladsen. Ikke alle arbejdspladser er lige gode til det.

Nogle gange sker det at individet bliver ladt i stikken med følelsen af, at det er hans/hendes egen skyld, at de er gået ned med stress.

Vi kan ikke ene mand eller kvinde gøre så meget ved en dårlig arbejdsplads. Men vi kan med hjælp se på se på problemerne udefra, og opdage hvilken brik vi har været, og hvilken rolle vi har spillet. Og så forholde os til det, og træffe nye, bedre og sundere valg for os selv.

Stress er en normal reaktion.
Stress er en normal reaktion på en unormal situation. Min erfaring siger mig, at det især er flittige, ansvarlige og samvittighedsfulde mennesker, der rammes.

Jeg kunne skrive meget mere. Der findes utallige gode bøger om stress, gode hjemmesider m.m. hvor du kan læse mere om stress.